Dubai – et surrealistisk parallelunivers

Svimlende rigdom, skattefri zoner, olie, et 7 stjernet hotel og verdens højeste tårn – vi er ankommet til Dubai, den næststørste af de 7 Forenede Arabiske Emirater.

Med en sparsom internet forbindelse på ko Lipe slår vi til da vi finder et godt tilbud på 6 overnatninger på det 5 stjernet Fairmont hotel beliggende på palmen med swimmingpools, spa og privat strand.

Ved hotellet bliver vi venligt modtaget af portieren som straks åbner blidøren hvorefter han tager sig af vores baggage. På parkeringspladserne spotter vi hurtigt en Aston Martin,  Audi R8, BMV M6, Maserati, Covette og en Ferrari….

Duften af kanel, imponerende hvælvinger, bonende marmor gulve og et gigantisk juletræ møder os i hallen. Louis Vuitton taskerne og guldøreringene omkring os bekræfter at vi er på udebane i et klientel som ikke skal bekymre sig om penge. Med dette er “once in a lifetime” oplevelse i baghovedet checker vi ind og betaler for den dyreste halvpension EVER.

Maden i form af en buffet, viser sig heldigvis at være værd at skrive hjem om. Friskpresset juice i alle afskygninger. Ostebord, frisk fisk, mørbrad, salater, lækkert nybagt brød, hjemmelavet yoghurt i flere varianter. Ny lavet pandekager, vafler, scramble æg, baggels, kage tapas, stempelkande kaffe – Her er ALT og det hele er virkelige lækkert.

Her er ikke sparet på detaljerne og ALT er i den fineste orden. Men den virkelige 5 stjernet service får vi af de venlige gæstearbejdere fra Sri Lanka, Bangladesh og Indien.

Der er dømt afslapning og indhentning af 4 timer de næste 7 dage inden turen går hjemad igen.

Storm i badebukser foran juletræet med en vandpibe i forgrunden…..

Klik på billederne for at se flere

Et land bygget og vedligholdt af gæstearbejdere

Men det stikker alligevel i vores danske moral at lægge vores turist penge i et land bygget og holdes kørende af lavtlønnede gæstearbejdere. Uanset hvor vi begiver os hen betjenes vi af venlig personer enten fra Indien, Sri Lanka, Nepal eller Bangladesh. 90% af indbyggerene i Dubai er gæstearbejdere fra europa og Amerika. Men størstedelen er gæstearbejdere fra asien, som grundet arbejdsløshed er taget hertil for at tjene penge til familien derhjemme eller til selv at starte en virksomhed.

Gæstearbejderne bor i camps udenfor byen og bliver hver dag kørt til og fra hotellet, byggepladsen eller shopping centeret. De har ingen rettigheder i form af fagforeninger, og for de som vælger at blive permanent kan de aldrig søge statsborgerskab eller få familiesammenføring. Dem vi taler med på hotellet er taknemlig for at de har et arbejde. Selvom lønnen er lav og dagene lange, er det stadig et bedre alternativt i forhold til arbejdsløsheden i deres hjemland.

Det er svært med vores danske øjne og alle vores valgmuligheder at forstå, hvordan det kan være et bedre alternativ. Ligesom at det kan være svært at forstå, at man har et land som bevidst holdes kørende af lavlønnede personer uden rettigheder. Vi konstaterer igen at vi er ubeskrivelig priviligeret i vores lille osteklokke, hvor der er økonomisk overskud til at mærke efter.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *